18. juli 2019

Turen gik til Lüneburger Heide – En dagbog

Med ”Rul og Rejs” på Lüneburger Heide 11.-16.juni 2019 – en dagbog. 

Se billeder fra turen nederst på siden.

11.juni:

Så oprandt dagen endelig! De af os, der bliver samlet op af bussen på Museumspladsen i Esbjerg, møder ind kl. 9.00. Bo og bussen ankommer ret hurtigt herefter, og det store pakkecirkus starter. I år har vi en ekstra anhænger på bussen til vort tunge grej: plejesenge, badestole, bækkenstole, nogle af kørestolene, senge-lifte osv. Stemningen er høj og glad – vi glæder os til at se og i mange tilfælde gense hinanden, og vi glæder os til at tage hul på 6 hyggelige og muntre dage i hinandens selskab.

På plads i bussen og så er det kaffetid! Til kaffen har Birgitte sørget for rundstykker med pålæg, og én af vore gæster giver en ”Nordsøolie” til hele selskabet – UUHMM, det gør godt – og fik vist også nærværende dagbogsskriver til bagefter at tage sig en lille formiddagslur!

Vore sidste rejsende bliver samlet op på en tankstation i Hammelev, og så er vi fuldtallige: 7 personer, som på turen sidder i deres kørestole, der er fastgjort bag i bussen, 4 personer, som trods sygdom godt kan sidde på normale bussæder,  11 hjælpere/og eller pårørende, vore 2 ekstrahjælpere, en sygeplejerske og en sosu-assistent, og endelig chauffør Bo. I alt 24 glade sjæle – yderligere en person, måtte desværre melde fra, da vedkommende var alt for syg til at kunne komme med.

Forholdsvist kort efter kaffen skal vi igen ha’ noget indenbords, det danske folk er jo et sultent folk!!! På sidste ordentlige rasteplads inden vort bestemmelsessted, bliver en sponsoreret kartoffelsalat og de af Gunda producerede frikadeller pakket ud. Det er bleven en tradition, at vi får kartoffelsalat og deller til frokost, og det passer vist alle særdeles godt. Naturligvis skal de fleste af os også lige benytte lejligheden til at lukke lidt af forplejningen ud igen, og det er jo en fornøjelse på de fleste tyske rastepladser.

Og som om kaffe med brød og frokost ikke var nok for den hungrende busfuld, så serverer Elsebeth skøn hjemmebagt kage for os til eftermiddagskaffen, hvilket viser sig at være en fin disposition, eftersom vi omkring Hamborg bliver forsinkede af en færdselsulykke og deraf følgende ”Stau”. Bo beslutter at køre det sidste stykke ad en alternativ rute, som dog også er lidt langsommelig på grund af den almindelige fyraftens-hjemkørsel.

Men vi når frem til ”Gästehaus Bad Bevensen” – vort hjem under hele turen – i fin tid til udpakning og en lille hyggestund i hotellets have før aftensmaden. Efter aftensmaden skal alle lige check’e endnu en terrasse ud, nemlig en tagterrasse øverst oppe på hotellet. Den nedgående sol mellem de høje graner og løvtræer rundt om hotellet (der er så grønt og fint alle vegne), nogle egern, der livligt klatrer rundt i træerne, og aftensang fra fuglene (samt naturligvis et glas øl eller vin), fuldender første dejlige feriedag. Vi kan gå trætte til ro og sove – så’en da, eftersom nogle af os bliver holdt vågne af et 2 timer langt ”Donner und Gewitter” vejr – samme slags vejr som hjemme i Dannevang. 

12.juni:

Der er først morgenmad kl. 7.45 – lidt sent at få sin kaffe, men dejligt, og morgenmad og betjening er bare i orden! Kl. 9.30 skal vi være klar ved bussen – vi skal på en guided rundtur i den forholds-vis lille by Bad Bevensen og bagefter op til Kloster Medingen.

Bad Bevensen er som navnet siger en kurby med rigtigt mange kursteder, hvor man kan pleje sin krop og sit helbred på forskellige måder. Byens undergrund er rig på salt, som vist også indgår i nogle af kurstedernes helsebade. Vores rundtur tager naturligvis sin begyndelse i Kurpark, et stort parkområde, som foruden at huse kursteder også er beplantet med et meget stort antal fremmede træsorter, vi aldrig før har set. Af samme grund må nogle af os hjembringe nogle spændende kogler herfra. Her ser vi også adskillige referencer til egernet, der er en slags maskot for byen.

Fra parken går vi videre op i bycentrum, hvor vi er inde i Dreikönigs-Kirche og bl.a. får fortalt historien om det helt specielle ”Kerzenbaum”, en syvarmet lysestage, som findes alle steder i dette område og fremstilles som et lokalt håndarbejde. Herefter må vi på egen hånd finde os noget frokost, og hvad vi ellers måtte have lyst til, inden turen går videre til Kloster Medingen.

Klostret ligger i udkanten af Bad Bevensen og huser i dag et alderdoms- og plejehjem for kvinder af den evangelisk protestantiske tro. Herforuden huser området også Gustav Stresemann Instituttet, som afholder seminarer og konferencer for unge mennesker fra alle dele af EU (så vidt jeg forstod). Klostret er blot ét af flere lignende hjem i Nordtyskland for evangelisk protestantiske kvinder, der i alderdommen vælger at leve deres sidste år på så specielt et sted. De bor gratis, men skal være af den rette tro og skal forære stedet deres jordiske gods til gengæld for egen lille lejlighed, forplejning osv. Stedet ledes af en såkaldt Äbtissin, som nok svarer til vores navn for abbedisse – klosterforstanderinde.

Vi bliver delt op i to hold, som går med hver sin guide – én som fortæller på engelsk, én på tysk. Vi får et særdeles interessant indblik i denne specielle verden og måde at leve på, vi ser klostrets fællessale og værdifulde skatte, og slutteligt den smukke, runde kirke, som er en sjælden kirkebyggestil i Tyskland, men som vi jo har 7 styks af i lille Danmark.

Efter at have set og hørt om dette nutidige liv i et gammelt kloster – en i danske ører ret så spøjs livsform – kører vi hjemad mod hotellet. Vi får en pæn regnskylle undervejs, og de, der har taget turen til fods, bliver dygtigt våde! Vi fik dejlig aftensmad, men kan på grund af vejret ikke bagefter tilbringe aftenen på den fine tagterrasse. Så det bliver sent, inden hotelpersonalet kan lukke og slukke efter os i restaurant og barlounge.

13.juni:

Vi har et fødselsdagsbarn med på turen – Johanne befæster denne dag sin position som en moden kvinde, hvilket hotellet – og med skam at melde ikke bestyrelsen i ”Rul og Rejs” – ud fra fødselsdata i vore pas har registreret. Så allerede til morgenmaden har personalet organiseret nogle blomster, som bliver lagt ved Johannes plads, og der bliver holdt en lille tale for hende. Festligt, festligt! Og naturligvis kom der også en gave fra ”Rul og Rejs” senere på dagen.

Dagens bustur går først til Scharnebeck slusen, som er den nordligste og største sluse eller et såkaldt skibshæveværk på Elbens sidekanal (Elbe-Seitenkanal). Da det dobbelt lodrette skibshæveværk åbnede i 1974 var det verdens største af sin slags og forbinder Elben med Mittellandkanalen, som hører til blandt de vigtigste tyske kanaler. Sidekanalen er 115 kilometer lang og har et fald på 61 meter. Slusen ved Scharnebeck kan hæve skibene 38 meter. Selve byggeriet er imponerende, men desværre kan man ikke se selve hævningen, der foregår inde i de to rør, som skibene sejler ind i, når vandhøjden skal tilpasses den videre sejlads.

Næste del af dagens tur går gennem smukke, grønne landskaber til én af områdets ”rundbyer”, som er gamle landsbyer bygget i lagkageform. Vi er – man må næsten sige heldigvis – tvunget til at køre en omvej, da den mest direkte vej til rundbyen er spærret af vejarbejde. Så vi får en ekstra dejlig oplevelse af områdets natur- og kulturlandskab. Byen har et lille lokalmuseum med eksempler på gamle, lokale gårde og brugsgenstande – og souvenirs! Et dejligt lille sted, hvor vi dog kun kan blive kortvarigt.

Slutteligt går turen til områdets hovedby, hanse- og saltstad Lüneburg, som er en super-hyggelig og smuk gammel by med et væld af spændende husfacader. Da byen denne dag er i gang med at gøre sig klar til byfest, er byens torve forsynede med boder og anden tivolisering, som vi som turister måske gerne vil være foruden. Men alligevel er den naturligvis en smuk oplevelse, og vi fik spist frokost og nogle fik handlet en masse!

14.juni:

Denne dag er afsat til afslapning – eller, hvis man stadig har lidt Euro tilbage, til endnu engang at afsøge Bad Bevensen for Dingen und Sachen til at tage med sig hjem. Så efter vi er sat af bussen, laver vi hver især vor egen lille udflugt til bens eller i rulle- og kørestol. Dem af os, som må skubbes i en rullestol, er som vanligt evigt taknemmelige for, at nogle har lyst og overskud til at skubbe os i den bagende varme.

15.juni:

I dag skal vi besøge den gamle historiske by Celle, vel nok det by- og bygningsmæssige højdepunkt på hele turen. Vi har en dansktalende lokalguide med på den første introduktion til byen – en dansk kvinde, som er tysk gift og har boet lidt udenfor byen i mange år.

I Celle ligger først og fremmest det slot, hvortil dronning Caroline Mathilde, som i en meget ung alder rejste fra det engelske hof og blev gift med sin fætter kong Christian den 7. til Danmark og Norge, i 1772 blev landsforvist. Vi kendte i forvejen historien om den danske konges sindssyge og Caroline Mathildes formodede forhold til den tyske livlæge Struensee, som gjorde, at hun blev landsforvist. Men for de fleste af os er det så afgjort en nyhed, at det ikke var i et fængsel i Celle, hun tilbragte sine sidste leveår, men at hun efter pres fra det britiske kongehus og regering blev komfortabelt sejlet til Tyskland og ført til familiens slot i Celle, hvor hun levede et liv, som var en adelsdame værdigt, indtil hun døde tidligt af sygdom. Hendes værste straf bestod i, at hun ikke mere kunne være sammen med sine 2 børn, Frederik og Louisa Augusta.

Celle huser også en del bygninger med juridisk administrative opgaver og domstole, en meget smuk kirke, Stadtkirsche Sankt Marien, plus nok så betagende – over 400 gamle bindings-værkshuse, der ligger side om side i den centrale del af byen. Disse huse står her stadig, eftersom byen undgik at blive bombet under 2.Verdenskrig, og flere af dem kan dateres meget langt tilbage i tid, fordi man kan finde de gamle tegninger over husene.

Om aftenen får vi lov at forblive i spisesalen til længere hen på aftenen og hygge os sammen på denne vor sidste dag i Bad Bevensen. Et par spøgefugle fra bestyrelsen i ”Rul og Rejs” har købt nogle finurlige og naturligvis billige ting på loppemarkeder derhjemme, som bliver delt ud som gaver til vore rejsende – 1 gave til hver samt et lille ord om, hvorfor lige denne ting passer til vedkommende personage. Hygge og højt humør, inden vi tørner ind for at få pakket og være friske til køreturen hjem.

16.juni:

Det er altid lidt trist at skulle forlade et feriested, som man er blevet glad for at være på, og vi er vist alle enige om, at vi har haft en dejlig tur til Bad Bevensen på Lüneburger Heide. På disse busture får man næsten også et hjemligt forhold til bussen – indretter sig med sin kaffekop, sit drikkebæger, alskens små pakkenellikker på den faste plads i bussen, som bliver ens hjem i en lille uge.

Men hjem skal vi jo, og heldigvis er køreturen ikke så rædsom lang, førend vi kan stige af bussen, hvor vi steg på, få sænket kørestolene ned med busliften for sidste gang, få fat i vor bagage og få givet hinanden et knus og et ”tak for denne gang – tak for en dejlig ferie sammen!” Men allermest vil vi alle takke de fonde, som har gjort det muligt for os – syge som hjælpere – at få en skøn ferie, som er til at betale også for dem, der skal betale for flere end sig selv. TUSIND TAK FOR DET!

 

Med de venligste hilsener fra 24 glade rejsende på turen til Bad Bevensen, 11.-16.juni 2019 / v. Karen Daugbjerg, fundraiser.

Billeder:

Top